Retreats

Vi holder med jævne mellemrum buddhistiske meditations retreats. Faktisk prøver vi at bestræbe os på at have 2 meditations retreats om året; forår og efterår. Det gør vi, fordi vi gang på gang har oplevet hvordan et par dages intensiv meditation kan række overraskende langt, og give ens daglige praksis et helt fantastisk pust.

Når folk vælger at deltage i sådanne intensive meditations retreats, er alt anderledes end i den almindelige hverdag. Man er på besøg i et buddhistisk tempel, og der er regler, skemaer og udfordringer alle vegne. Så overvældende som det kan forekomme, er der naturligvis gode grunde til det. Der er de personlige grunde, for eksempel at hvis man aldrig bevæger sig udenfor sin komfort-zone, vil enhver udvikling tage lang tid, og man risikerer meget hurtigt at komme til at mangle inspiration – og så er der det man kan nyde godt af et buddhistisk meditations fællesskab. Så forskellige vore meditations retreats end er, så er der nogen ting der typisk går igen.

PERSONLIG MEDITATIONS PRAKSIS

Vi bestræber os på at lave et program som er lige relevant for begyndere og øvede buddhister. Derfor fokuserer vi meget på personlig meditations praksis. Her er det tanken at deltagerne hver især fordyber sig i deres egen meditation, hvad den end måtte være. Da en del af deltagerne kan forventes at have eksempelvis kinhin (gående meditation) eller forskellige former af chant som personlig praksis, kan man ikke regne med absolut stilhed i hondoen i disse perioder, ligesom man ikke kan regne med at meditationer bliver ledet. Det er en fin lejlighed til at se nærmere på sin egen praksis, og måske få ideer og inspiration til den. Hvis man på forhånd er usikker på retningen af sin personlige praksis, kan man bestille tid til en personlig samtale undervejs, så man kan få meditations vejledning.

BUDDHISTISK TEMPELETIKETTE

Under buddhistisk træning følger vi en række særlige regler, som kan forekomme begrænsende – men som faktisk, hvis man overgiver sig til dem, virker lige modsat. Der ligger en enorm mental frihed i at lade andre afgøre hvad man skal gøre, hvornår og hvordan.

I vores meditationshal. Det er et sted som er dedikeret spirituel praksis, og derfor gælder nogen andre regler end i centrets andre rum. Der er ingen tale i meditationshallen overhovedet, udover egentlig undervisning. Idealet er vi hver især fokuserer på vores praksis, og fjerner alle forstyrrelser. Det betyder imidlertid ikke at man kan vende verden (andre mennesker) ryggen. Det gælder om at finde ud af at forholde sig til alle de andre uden ord – anerkende alles Buddha natur, uden at tale til deres personlighed. Når man fokuserer på sin praksis, betyder det også at man er fuldt tilstede i det man gør. Und dig selv en chance for at være intenst tilstede i den tid du tilbringer i meditationshallen; lad være med spilde tiden med at hænge i et hjørne, eller endnu værre, trække dig væk fra det der er.

Vi har set folk gemme sig bag en bog, og tænke at nu var de vel nok stille og spirituelle…

Under nogle af måltiderne er der lejlighed til at tale med de andre deltagere. Brug denne mulighed fornuftigt. Selve måltidet er også en del af vores spirituelle praksis, så vær tilstede i det du gør, både de indledende og afsluttende vers og bønner, spisningen og samværet. Hav respekt for maden; undlad at tage mere mad end du kan spise. Reglen er, at alt hvad man øser op, spiser man. Visse måltider vil blive indtaget formelt; her gælder det, at man spiser hurtigt og stille, og at man ikke taler. Se på de andre deltagere, hvis du er i tvivl, eller spørg! Vi er der for det samme.

MEDBRING

Der er visse ting der kan være gode at medbringe på et retreat, og andre ting du slet ikke får brug for. Medbring for eksempel:

– Løstsiddende, behageligt tøj. Jeans er komplet uegnede til siddende meditation, da stoffet er for tykt og folder ubehageligt ved længere tids sidning.

– Ekstra sokker, og måske en trøje eller et sjal – nogen oplever hondoen som kølig at side i (mens andre får det meget varmt…).

– Sko som er nemme at få af og på. Vi bevæger os en del fra imellem de forskellige bygninger på området, og det er rart med sko man lige kan smutte ind og ud af.

– Håndklæder, lagen, dyne / sovepose og hovedpude.

– Overtøj og gode sko (til udendørs gående meditation)

– Vækkeur eller timer med behagelig lyd (til morgenvækning og til hjælp ved personlig praksis)

Undlad at medbringe (eller gem af vejen undervejs):

– Mobiltelefon

– Egen litteratur

– Musik

ARBEJDE SOM MEDITATION

Under retreatet bliver der lejlighed til at bidrage med arbejdspraksis. En gang om dagen er der afsat tid til forskelligt praktisk arbejde. Det er dels af økonomiske hensyn – hvis vi skal købe madlavning, rengøring osv bliver retreats en hel del dyrere end nu – dels for at give deltagerne mulighed for at stifte bekendtskab med begrebet ’arbejdspraksis’.

OVERNATNING

Overnatning vil foregå i fælles soverum, under hvad man kan beskrive som ’mindre end luksuøse forhold’. Hvis du har særlige ønsker til forplejning eller overnatning, kan du skrive til os, så vil vi gøre vores bedste for at opfylde dem. Under alle omstændigheder kan du roligt forberede dig på, at manglen på privatliv er en af et retreats helt store udfordringer. Det er mulighed for at lære at sammen med andre på en fornuftig og givende måde, hvor man forholder sig til andre på en ny måde.

TIDSSKEMA

For at få et retreat til at fungere bedst muligt, er det vigtigt at alle gør deres yderste for at overholde de tider der er planlagt med. Der bliver ophængt et tidsskema, og alle bør være opmærksomme på, at der ikke er lagt hverken ’slentre-tid’ eller ’akademisk kvarter’ ind. Hvis en aktivitet er sat til at starte klokken 14, så er det klokken 14 præcis vi går i gang. På den måde slipper vi for at skulle vente på hinanden, og alle ved nøjagtig hvornår de skal være hvor. Vær gerne på plads et par minutter før en aktivitet starter, det giver dig lejlighed til at ankomme i fred og ro, slå dig ned på din plads, og gøre dig klar.

Et par gode ideer

Hvis du aldrig har været på retreat før, kan det være en overvældende oplevelse. Der er mange nye indtryk, meget at lære, en masse nye mennesker og ikke megen privat tid. Du er til enhver tid velkommen til at trække dig lidt, gå en tur i de usædvanligt skønne omgivelser, eller bare sidde lidt for dig selv og hvile. Der vil på ingen måde blive set skævt til deltagere som tager ’puste-pauser’.

På den anden side skal du også huske på, at din situation på retreatet er helt unik. Hvor ofte har du lejlighed til at fokusere udelukkende på din praksis? Nogen gange er træthed tegn på, at du trænger til at hvile, men som regel er det tegn på, at du skal give den en ekstra skalle! På samme måde med fysisk træthed / ømhed: det er oftest tegn fra sindet på, at situationen er ukendt, uvant – og måske underbevidst føles lidt farlig. Hvis du bare ser på sådanne fornemmelser, uden at tillægge dem en masse betydning, vil de oftest forsvinde. De forsvindende få tilfælde af egentlige, behandligskrævende fysiske problemer skal du nok opdage – i god tid…

Noget andet du kan tænke over er, at vores omgivelser har en stærk afsmittende effekt på vores sind, og vores sind vil også afspejles i vores omgivelser. Derfor er der ikke noget som er betydningsløst under et retreat (faktisk er der ikke noget der er betydningsløst – punktum.), alt påvirker os, og alt kan ses som en chance for at fordybe praksis. Tilsyneladende trivielle og meningsløse opgaver som evindelig oprydning eller fejning af en ren meditationshal, osv. er en oplagt mulighed for at rydde op i sindet, især hvis du kan modstå sindets krav om at gøre enhver opgave betydningsfuld. Ofte ligger den største betydning netop i det betydningsløse!! Giv dig selv en chance her på retreatet; lad være med at skabe mening i opgaverne. Gør hvad der er på skemaet, bare for at gøre det, uden skelnen til hvor meningsbærende aktiviteten i øvrigt er.

Og nyd det så!!! Nyd den enestående mulighed, og tillad dig selv at fordybe dig fuldkommen i din praksis. Det er en god ide at sørge for at presserende private forhold så vidt muligt er bragt i orden, så du har lejlighed til at overgive dig fuldkommen. Det har du fortjent – og nu har du jo alligevel sat tiden af, så kan du vel ligeså godt gøre det 100%, ikke?