Vedtægter for Dansk Dharma Center

§ 1. Navn og hjemsted

Stk. 1. Foreningens navn er Dansk Dharma Center.
Stk. 2. Foreningens hjemsted er Stenløse Kommune.

§ 2. Formål

Stk. 1. Dansk Dharmacenter er en buddhistisk menighed, en Sangha; religiøs forening for de som ønsker at fordybe deres kendskab til, og praksis af, de buddhistiske belæringer.

§ 3. Medlemskreds

Stk. 1. Medlemskab af Dansk Dharmacenter er åbent for alle, som ikke er medlemmer af andre trossamfund.
Stk. 2. Indmeldelse sker på foreningens indmeldelsesblanket.
Stk. 3. Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til kassereren med virkning fra udgangen af et kvartal.

§ 4. Generalforsamlingen

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af april måned, og indkaldes med mindst tre ugers varsel ved email til medlemmerne, med angivelse af dagsorden.
Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer. Der kan stemmes ved fuldmagt.
Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  1.  Valg af stemmetællere
  2. Valg af dirigent
  3. Valg af referent
  4. Formandens beretning
  5. Regnskabsaflæggelse
  6. Behandling af indkomne forslag
  7. Valg af formand
  8. Valg af næstformand
  9. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
  10. Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant
  11. Eventuelt

Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest tre måneder forud for udgangen af den måned, hvor den ordinære generalforsamling skal afholdes.
Stk. 6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stk. 7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal.

Stk. 8 Generalforsamling kan give tilladelse til at bestyrelsen konstituerer sig selv.

§ 5. Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.

§ 6. Foreningens daglige ledelse

Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af kassereren og 3 medlemmer. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for en 2-årig periode, således at der hvert år vælges 2 eller 3 medlemmer.
Stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 3. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger kasserer og sekretær. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.
Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
Stk. 5. Formanden – og i hans fravær næstformanden – indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst tre medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det overfor formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kundskab.

§ 7. Økonomi, regnskab og revision

Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for budget samt regnskab.
Stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.
Stk. 4. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.

§ 8. Tegningsregler og hæftelse

Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening. Ved optagelse af lån og ved salg/ pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

§ 9. Vedtægtsændringer

Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

§ 10. Opløsning

Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.
Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes til foreningens formål jf. vedtægternes §2.

§ 11. Datering

Stk. 1. Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 28. april 2003, og ændret på ordinær generalforsamling 28. april 2005. Ændret sidste gang på ordinær generalforsamling 16. april 2017.