Tomhed

Doktrinen om alle fænomeners tomhed præsenteres ofte som en markant Mahayana ide, men er i virkeligheden bare en videreudvikling af den tidlige ide om afhængig oprindelse. Den ”tomhed” man taler om, er ting er tomme for / uden en bestående, evig og uafhængig kerne. Når alle ting er afhængige af årsager og omstændigheder for deres eksistens, følger det naturligt at de ingen egentlig kerne eller essens har. Hvis ting havde en bestående kerne, ville den netop være bestående – den ville være evig, uforanderlig. Men al erfaring viser os, at intet har en sådan kerne eller essens – fænomener er ”tomme” for selvstændig eksistens. Således er det ret let at erkende tomheden i fysiske, materielle fænomener.

 

Sproglige konstruktioner eller koncepter er ligeledes tomme. ”Varmt” giver for eksempel ingen mening uden sin modsætning: koldt, og hele ideen om sprog er afhængig af et sind som kan opfatte det. Følelser, selv de store, varme, hensigtsmæssige og nærmest hellige følelser som kærlighed, ærefrygt eller spirituel stræben, er ligeledes tomme. Kærlighed kan ikke bestå i sig selv – oftest må vi have både et subjekt (en som elsker) og et objekt (en som elskes) for at den kan opstå. Selv ubetinget kærlighed, som den buddhistiske metta, er tom. Der er ingen ”metta-essens” som kan leve uden for det sind der giver plads til den.

 

Der er et par almindelige faldgruber i forbindelse med forståelsen af tomhed. Ting er ikke tomme i den forstand at de ikke findes. Stolen jeg sidder på, er jo lige her – ellers ville jeg falde. Men stolen er her ikke for evigt, den har ingen ”stol-hed” som sikrer en bestandig eksistens. Den findes så længe de produkter den udgøres af, er samlet på den helt specielle måde som gør dem til en stol. Tomhed er heller ikke noget i sig selv. Det er bare endnu et koncept, en beskrivelse af en kvalitet – og som sådan tom. Tomhed må derfor endelig ikke forveksles med hverken et ”Stort Alt” eller med det ikke-betingede, Nirvana. Nirvana beskrives netop som noget andet end tomt; det er evigt, ikke afhængigt af noget for sin eksistens: ikke tomt – men for at opnå Nirvana, må man erkende alle fænomeners tomhed.

 

I forlængelse af ideen om tomhed siger buddhismen også, at der ingen grund er til at se fænomener som adskilte eller separate fra hinanden. Det kalder man ”ophævelse af dualitet”. Hvis alt er tomt, hvilken egentlig forskel er der da mellem ting? Hvordan kan man skelne stort fra småt, dig fra mig, hvis intet af det er varigt, uafhængigt eller til at regne med? Hvis alle fænomener er uden substans, så vil ingen af dem, uanset hvilke vi undersøger, ultimativt have andre kvaliteter end tomhed. Det betyder også, at hvis man ser ét fænomens sande natur, har man set alle tings sande natur, og det er baggrunden for at man i buddhismen undersøger sindet så nøje. Kender man sindets sande natur, kender man alle ting. Man kan også udtrykke det sådan at alt er Buddhanatur.

 

Tomhed er, kort sagt, kvaliteten af alt det som kan karakteriseres som en eller flere af flg.:

 

– skabt af årsager (fx et måltid mad)

– afhængigt af sin modsætning (fx varmt – koldt)

– afhængigt af et sind (fx sprog)

– sammensat (fx en bog)

– ikke-permanent (fx en bluse)

 

Tomhed er altså IKKE tom som i ‘der er ikke noget’. Det er bare tomt for kerne eller fast eksistens, og beskriver således ting som ikke er værd at søge lykke i, fordi de vil forandre sig. Det kan være en hjælp til at forstå tomhed, hvis man prøver at undersøge om en række ganske almindelige fænomener kan siges at være tomme (hint: hvis de er ganske almindelige, så kan du roligt regne med at det skyldes din egen begrænsning hvis du ikke kan få øje på tomheden…). Prøv f.eks. med en kuglepen – et bord – kaffe – glæde – tandpine.

 

Hvis ikke vi accepterer alle tings tomhed – og dermed deres evne til at forandres – hvordan forklarer vi så de forandringer som vi tydeligvis kan se omkring os? Regner vi med at tingene ‘forsvinder’ når de forandrer sig? Jeg forandrer mig hele tiden. Betyder det at jeg bliver udslettet om lidt, for at gøre plads til den ‘nye’ mig??? Er jeg tom?

 

Indtil vi indser at alt er tomt, vil vi lide, fordi vi vil være ofre for tåbelige ideer om hvordan man bliver glad.