Shakyamuni Buddha

Vi kender faktisk ikke så forfærdeligt meget til den historiske Buddhas liv. Ifølge traditionen blev han født for omkring 2500 år siden, år 463 før vores tidsregning, som en prins i et lille kongerige i det sydlige Nepal. Der er dog stor usikkerhed omkring årstallene, og meget peger på, at hans familie var indflydelsesrige politikere, snarere end decideret royale. Hvorom alting er: Han blev født for lang tid siden, i en velstående og magtfuld familie.

 

Buddhismens stifter, Siddharta Gautama

Hans navn var Siddharta Gautama. Siddharta voksede op i luksus, og forlod de første mange år aldrig sin fars palads. På trods af faderens anstrengelser for at beskytte sønnen imod livets barske realiteter, blev han dog til sidst alligevel utilfreds med livet inden for paladsets mure.

 

Siddharta besluttede at forlade paladset og opleve livet udenfor dets mure. Kort efter han kom ud, mødte han en gammel, senil mand. Dette syn forskrækkede Siddharta, som aldrig havde set noget lignende. Han spurgte sin tjener, hvad der dog var galt med manden. Tjeneren forklarede prinsen om alderdom, og sagde, ‘Det kommer til os alle.’ Derefter så han en mand, der var plaget af sygdom. Derefter så han et lig, omgivet af sørgende venner og slægtninge. Hver gang forklarede tjeneren, ‘Det kommer til os alle.’ Til sidst så han en omvandrende, hellig mand. Tjeneren fortalte ham, at denne mand havde frasagt sig det almindelige liv, og søgte efter fred og enden på menneskelig lidelse. Siddharta vidste, at det var den vej, han ville vælge. Han besluttede, at han ville besejre selve den menneskelig lidelse. Samme nat forlod han paladset og blev munk.

 

Igennem seks år levede han et liv af selvfornægtelse og streng disciplin. Hans håb var, at en sådan praksis kunne give ham den indsigt han behøvede, for at finde svaret på lidelse. Efter seks år var hans krop så svækket, at han var døden nær, men han var stadig ikke nærmere sit mål. Han indså, at selvfornægtelse var en lige så stor forhindring for oplysning, som det udsvævende liv i paladset var det. På dette tidspunkt forstod han Middelvejens sandhed. Fuldstændig som strengene på en guitar hverken må være for stramt eller for løst spændt, hvis den skal stemme, må spirituel praksis heller ikke være hverken for slap eller for streng, hvis den skal være effektiv.

 

Siddharta bliver en Buddha

Efter at have genvundet sit helbred, satte han sig under et figentræ i dyb meditation, hvor han fjernede alle distraktioner fra sit sind. Ved at betragte sit eget liv, fik han en dyb indsigt i menneskets forhold. Han betragtede begivenhederne i sine foregående liv, de årsager og omstændigheder; den karma han havde skabt for at nå til dette øjeblik. Derefter betragtede han alle levende væsners liv, og så, hvordan deres liv blev styret af de årsager og omstændigheder, de hver især havde skabt. Han forstod selve årsagernes kæde – hvordan alting opstår, og hvordan levende væsner skaber deres eget liv. Han så, at levende væsner gennemgik den lidelsesfyldte cyklus af liv og død, fanget af deres uvidende begær. Siddharta indså, at al lidelse stammer fra uvidenhed om livets sande natur. Da natten var forbi, og solen stod op, indså Siddharta den ultimative virkelighed. Han blev en Buddha, eller ‘En Opvågnet’. Fra dette tidspunkt blev han kaldt Shakyamuni (Shakya-klanens vismand) Buddha.

 

Drevet af medfølelse, begav han sig ud for at dele sin indsigt med alle mennesker. I de næste fyrre år rejste Buddhaen gennem hele Indien, og underviste vidt og bredt. Han døde fredfyldt i en lund af salatræer i år 383 før vores tidsregning (igen er årstallene usikre, men det lader til at han blev firs år), omgivet af det spirituelle fællesskab han havde grundlagt: sanghaen; et fælleskab der med tiden skulle vokse sig stort og verdensomspændende.

 

Buddhaen og hans lære, Dharmaen

Han underviste i sin Dharma: det der senere skulle blive kendt som buddhismen, altså hele den filosofi, der i bund og grund er videreudviklinger af de Fire Forædlende Sandheder – sandheden om menneskelig lidelse. Hans mål var at befri alle fra lidelse, med alle nødvendige midler. Og hvordan var det så, at Buddhaen ledte sine disciple – og gennem dem alle mennesker – mod oplysning?

 

Med helt nye disciple ville Buddhaen først lære dem, hvordan positive handlinger vil frembringe positive virkninger, og negative handlinger vil frembringe negative virkninger, i både dette og kommende liv. Dette fænomen kendes også som karma, eller som loven om årsag og virkning.

 

En dyb erkendelse af karma medfører helt naturligt et etisk forsvarligt liv, hvor man lever i overensstemmelse med sine idealer. Sådan et liv giver en naturlig ro i sindet, fordi man pludselig er i stand til at leve helt uden fortrydelse. Ro er den bedste baggrund for meditative øvelser, som så igen, med tid og øvelse, vil føre til visdom: indsigt i al tings sande natur (og denne indsigt vil så igen lede til endnu et niveau af etik, som vil give yderligere ro, som vil skabe basis for endnu dybere meditationer, som vil lede til mere omfattende indsigt, som vil lede til…)

 

Alle de som accepterede disse belæringer tog tilflugt i Buddhaen som den oplyste lærer, Dharmaen som den lære, der leder til oplysning, og Sanghaen som det samfund der praktiserer og videregiver denne lære.