Buddhismens Trefoldige Træning

Når man lever som buddhist, følger man ideelt set det man kalder den Trefoldige Træning, som består af træning i etik, meditation og visdom. Disse tre forskellige former for træning er ikke som trin på en trappe, men snarere som eger i et hjul, fordi de alle påvirker og støtter hinanden. Mange er kun interesserede i meditation, men faktisk vil et etisk forsvarligt liv, og et vist kendskab til buddhistisk filosofi, understøtte ens meditationer. I de fleste traditionelle beskrivelser af den Trefoldige Træning nævnes etik først, men for at have lyst til at følge buddhistisk etik, kræves det at man har en vis forståelse for buddhistisk visdom. Hvorfor skulle man have lyst til at følge en særlig form for etisk træning, hvis man ikke har en ide om hvorfor man gør det, og hvad man kan opnå?

 

En god start er at man hører om de buddhistiske ideer om ophør af lidelse, får en grundlæggende tillid til at disse ideer kunne være sande, og får lyst til teste om man selv kan opnå det. Når denne første tillid eller interesse er på plads, starter den egentlige træning, hvor et etisk forsvarligt liv ses som grundlaget for et roligt sind. Et roligt sind betyder at man nemmere kan meditere, og gennem meditation udvikles visdom. Når man gradvist får en dybere forståelse, vil det også påvirke den måde man lever på; etikken bliver bedre integreret i livet, hvorved meditationerne bliver dybere, og ens visdom yderligere udvikles. På den måde underbygger de tre elementer hinanden i en stadig positivt forstærkende proces.

                                                        

Således er meditation kun én del af buddhistisk praksis. Det er den del vi oftest hører om her i Vesten, men faktisk ikke den del der er mest udbredt i oprindelige buddhistiske kulturer. Hvis vi ser på buddhistisk praksis globalt, vil vi opdage at den er mangeartet og sprællevende. Der er alle varianter, lige fra klostrenes fokuserede og regulerede hverdag, over hengivne lægfolk med dana (generøsitet, gavegivning eller donation) som vigtigste praksis, til ”skrivebords-buddhisten” som fokuserer på filosofien og måske periodisk sidder meditation – og alt i mellem disse yderpunkter.